God is good, all the time. All the time, God is good!
Nu er der gået et stykke tid siden sidste update, men hold op hvor er der også sket meget i det tidsrum, tiden flyver afsted, også selvom vi lever i en afrikansk kultur hvor stress er noget der ikke er tilstedeværdende. Der er rigtig meget ventetid og vi er så småt ved at vende os til det, eksempelvis kan det ske at der er Bibelstudy klokken 16.30, men det startede først klokken 17.30. Vi 3 volontører skulle være startet som lærer på den Anglicanske kirkes primary school mandag den 9. september, men det blev lige udsat en enkelt uge på grund af fyring af 4000 lærer i det sydlige distrikt - så vidt vi er informeret. Men vi håber meget på skolestart mandag den 16. september så vi kan begynde at komme ind i en normal hverdag.
Siden sidst har vi alle 5 været på besøg i et pharis(sogn) som hører under Anglican Diocese of Bo som er den kirke vi er tilknyttet. Turen tog cirka 3 timer og langt over halvdelen var nogle virkelig dårlige veje. Selv nogle af de ringeste markveje i DK ville ikke komme i nærheden af de her veje. Os 3 drenge sad i den ene bil og da der ikke er seler på bagsædet sad Joel og jeg det meste af tiden skiftevis i loftet og på sædet på grund af de mange huller i vejen. Simon fik den tossede idé at kan ville læse lidt på tilbagevejen det var meget underholdende at iagttage, er dybt imponeret over at han fik noget ud af den bog når bilen hoppede så meget. Vi Ghobaru blev vi taget godt imod og nogle af de unge af samfundet lavede mad til os, og vi fik lov til at snakke med nogle af de ældre som mærkede borgerkrigen helt tæt på. Ghobaru var en af de byer der blev særlig hårdt ramt af borgerkrigen, det var ikke noget man ret meget mærke til, det var dog ret rørende at se en af naboerne til præsten der manglede halvdelen af sin arm, som han fik skåret af under borgerkrigen. Efter en meget klassisk afrikansk gudstjeneste søndag, med alle de klassiske afrikanske instrumenter gik turen hjem til det blå hus i Bo.
De 5 mennesker der er samlet her i det blå hus, Bo: Joel, Simon og undertegnede, vi er voluontører og skal tilbringe ialt 4 måneder her i Sierra Leone. Pigerne: Sarah og Kristina er her som ansatte af Africa in Touch, deres primære opgave er at samle historie og oplevelser som de så skal med hjem til Danmark hvor de skal rundt og fortælle hvor fantastisk afrika er. I foråret får de så selskab af to unge afrikaner her fra Bo, Rosalyn og Hannah, så vi drenge har selskab af pigerne indtil først i Oktober.
Vores hverdag foregår næsten udelukkende i Bo City, og her er folket virkelig venlige, de spørger altid indtil om man har sovet godt, hvordan man har det, og om det går godt. Siden vi også skal have lidt at spise så bliver vi nødt til at handle ind det gør vi lidt på det lokale marked hvor man i løbet af 5 meter kan få 1500 forskellige sanse indtryk. Der er selvfølgelig også et supermarked som vi benytter meget, kaldet Best In Marked, det er ejet af nogle libanesere. En dag blev vi så inviteret til fest en onsdag aften, vi spurgte nærmere ind til hvad det var for en slags fest og fik det korte og kontante svar: Poolparty!
Vi besluttede os for at sige ja, det aftenen så kom havde vi mange tanker om hvad det dog kunne være for en fest? og poolparty - jaja, jeg mener Bo´s befolkning er ikke verdens fattigeste, men tværtimod heller ikke verdens rigeste. Men da vi så kommer gående ned at af en trappe til hvad der tilsyneladende bare skulle være en meget godt bevogtet baghave er der et stykke luksus lige midt i Bo. Med alt hvad vi kan spise og drikke og mere til og en fantastisk flot pool. Jo tak, og så på en onsdag. Det at være hvid i en sort mands land, er ikke altid helt dårligt.
// Asbjørn
